marts 9, 2020

Corona – hvad anbefaler Brogaarden

På Brogaarden følger vi udviklingen omkring COVID-19 (Corona) tæt, og vi opfordrer alle til at følge myndighedernes råd og retningslinjer.

Som gæst på Brogaarden kan du forebygge smitte ved at begrænse fysisk kontakt og undgå håndtryk, kindkys og kram, hvilket selvfølgelig også følges af personalet.

Sundhedsmyndighederne er kommet med anbefalinger til, hvordan man forholder sig som arrangør af arrangementer med over og under 1.000 deltagere. Anbefalingerne kommer for at mindske smittespredning af COVID-19. Anbefalingen gælder foreløbig for arrangementer i marts måned.

Vi har ikke selv ekspertise inden for sundheds- eller sikkerhedspolitiske spørgsmål. Derfor følger vi altid myndighedernes anbefalinger. Så længe det ikke frarådes at afholde mindre arrangementer, møder, kurser og konferencer, kan alle arrangementer gennemføres som normalt, og de almindelige regler for ændring og afbestilling af arrangementet gælder. Hvis der sker ændringer, vil vi informere berørte gæster direkte. 

For så vidt angår mindre arrangementer, møder, kurser og konferencer, anbefaler myndighederne at følgende vurderes:

  • Arrangøren skal forholde sig til, om smitterisikoen ved det konkrete arrangement giver anledning til at udskyde eller aflyse arrangementet.
  • Smitterisikoen vil forøges med antallet af personer, der er samlet, ligesom den fysiske afstand mellem deltagerne har betydning for smitterisikoen.
  • Indendørs arrangementer vil normalt medføre større smitterisiko end udendørs arrangementer.

Hvis arrangøren vælger at gennemføre arrangementet, så er anbefalingen:

  • At udsende eller opsætte informationsmateriale om, at man fraråder deltagelse af personer, der har symptomer på luftvejsinfektion samt om forholdsregler (håndhygiejne, hosteetikette og adfærd). Vi har ophængt plakater ved indgangen og på Brogaarden. 
  • At sikre udstrakt tilgængelighed til håndsprit, hvilket vi allerede har gjort på Brogaarden.
  • At placere stole med større afstand end normalt og sikre. Vi vil i samarbejde med arrangøren aftale, hvorledes stoleopstillinger skal ske.
  • At holde øje med, om der findes personer med udtalt hoste og nysen med henblik på at overveje, om de pågældende bør deltage i arrangementet. Såfremt ledelsen på Brogaarden vurderer, at en deltager med førnævnte symptomer under opholdet bør forlade Brogaarden af hensyn til øvrige gæsters sikkerhed, vil arrangøren ikke skulle betale for vedkommende.
  • At tage kontakt til myndighederne på Sundhedsstyrelsens døgnbemandede hotline om coronavirus (+45 70 20 02 33), hvis man har behov for rådgivning.

For arrangementer gælder følgende:

Afbestillingsregler: 

  • I tilfælde af afbestilling, som foretages indtil 8 uger før planlagt ankomst, betales intet gebyr.
  • Ved afbestilling 7-4 uger før ankomst betales 40% af den bekræftede pris.
  • Ved afbestilling 3 uger før eller derunder før ankomst betales 75% af den bekræftede pris.
  • Ved afbestilling 24 timer før ankomst betales 100% af den bekræftede pris.
  • Afbestilling af indtil 5% af det i ordrebekræftelsen anførte deltagerantal kan dog ske omkostningsfrit indtil 24 timer før arrangementets starttidspunkt, for så vidt angår arrangement i weekends eller på helligdage dog kun indtil kl. 10.00 den umiddelbart forudgående hverdag. Derefter faktureres afmeldte eller udeblevne deltagere til fuld pris.

Ved afbestilling, som altid skal foretages skriftligt, forestås annullering, reduktion, afkortning, omplacering og lignende væsentlige ændringer i forhold til ordrebekræftelsen.

Specifikke afbestillingsregler og betalingsbetingelser i henhold til Statsaftale eller andre skriftlige aftaler indgået med Brogaarden er gældende, og der kan ses bort fra førnævnte.

Her kan du holde dig opdateret på udviklingen

Myndighedernes retningslinjer opdateres løbende. Vi anbefaler derfor, at du til enhver tid følger med på deres hjemmesider, så du får de helt aktuelle anvisninger.

Nyttige kilder:

Opdateret 9. marts 2020 kl. 16.00

Nyheder, Opdatering